31 oktober 2022
Firmajulegaver til dine ansatte
Når kalenderen siger december, kan man næsten dufte den stegte and, smage gløggen og høre gavepapiret blive flået op. Juleferien er inden for rækkevidde, og man kan glæde sig til i nogle dage ikke at skulle afsted på arbejde om morgenen i mørket og komme hjem igen til eftermiddagens omsluttende mørke.
For nogle mennesker kan urinstinktet med at ville gå i vinterhi synes meget tæt på realistisk. De kolde og mørke dage kan gøre det ekstra svært at komme ud af sengen og hen på arbejdet. Én ting, der kan forsøde arbejdsdagene i december, er tanken om som ansat at modtage en julegave fra ens arbejdsplads.
Når året er ved at runde af, kommer der for de fleste en velfortjent juleferie, og inden den er der mange virksomheder, der vælger at sige tak til medarbejderne med en julegave. Julegaver kan tage mange forskellige former, men vil, uanset hvilket budget I har til rådighed, sprede lidt ekstra juleglæde på arbejdspladsen.
Hvorfor giver man julegaver til ansatte?
Uanset om virksomheden, man arbejder i eller driver, er lille eller stor, er det betænksomt og god stil at give ansatte julegaver. Med en julegave til alle ansatte viser man som leder, at ens ansatte – sagt med julemandens ord – har været artige. Virksomhedsjulemanden er kommet forbi med gaver, og det kan være et skulderklap i sig selv, uanset hvad gaven indeholder.
Der er flere forskellige måder at arrangere julegaver til ansatte. Nogle virksomheder giver sine ansatte valgmuligheder mellem nogle i forvejen udvalgte gaver. Andre steder bliver der besluttet en ens gave, som alle ansatte får. Det er op til hver virksomhed selv at afgøre, hvilken måde det skal gøres på.
Vidste du, at i 2021 kunne en medarbejder modtage mindre personalegoder og gaver for op til 1.200 kr. uden at skulle betale skat – julegaven tæller med i de 1.200 kr. Hvis julegaven ikke er større end 900 kr., skal den ikke beskattes. Det betyder, at du altid kan give dine medarbejdere en julegave på 900. kr. Det er et vigtigt element at tage med i betragtning, når julegaverne skal købes
Julesweatre til alle ansatte
Hvis du er blevet tovholder på at købe julegaver til de ansatte i virksomheden, men er lidt idéforladt, så har vi den perfekte idé. At tage ordet julegave meget bogstaveligt for at finde inspiration og give en julet gave er helt oplagt.
Julesweatre er uundværlige items i december. Omfavn julen, og giv alle ansatte en sjov, grim, flot eller klassisk julesweater, som kan bruges derhjemme og på arbejdet. Med julesweatre på alle ansatte vil julestemningen på arbejdspladsen automatisk komme helt i top. Det er også oplagt, at alle kommer i deres fine juletrøjer til firmajulefrokosten.
Hos Jule-Sweaters.dk finder du blandt vores store sortiment af juletøj også julesweatre til damer og herrer. I vores udvalg har vi trøjer til alle og motiver for enhver smag. Derfor er det en oplagt julegave til en virksomhed.
Julesweaterdag på kontoret
Hvis du har besluttet dig for at give julesweatre i julegave til virksomhedens ansatte, er det næsten også obligatorisk at afholde en julesweaterdag på kontoret. Med alle de flotte eller grimme trøjer med julemotiv er det en skam, at de kun bliver båret efter arbejdstid eller juleaften.
Når julesweaterdagen skal planlægges, er der én helt oplagt dag at afholde den. Tredje fredag i december er efterhånden i julede kredse bedre kendt som Ugly Christmas Sweater Day (Grim julesweater-dag). Det amerikanske fænomen har bredt sig til en international dag, hvor folk over hele verden tager deres grimme julesweatre på og hylder dem. Bliv en del af fænomenet på kontoret, og spred lidt ekstra julesmil på denne grimme fredag.
Og når alle nu er i deres fineste juletrøjer, skal muligheden for et fotoshoot ikke gå tabt. Tag et billede af jer alle sammen i virksomheden, læg det på LinkedIn, og forvent stor misundelse over jeres sjove og uformelle arbejdsmiljø. At sætte tid af til en kort ikke-arbejdsrelateret ting kan skabe et tiltrængt pusterum, hvor de ansatte kan grine sammen og skabe relationer uden om arbejdsopgaver, hvilket kan gavne arbejdsmiljøet og -glæden efterfølgende.
Andre idéer til årets firmajulegaver
Hvis man vil supplere julegaven med noget mere end en julesweater, har vi her er par forslag, som du kan blive inspireret af. Uanset virksomhedens specifikke budget til julegaver kan du her finde idéer, som alle økonomisk set kan være med på.
Gavekurv
En gavekurv med lækkerier er altid populært hos modtageren. En gavekurv kan sammensættes med alle mulige forskellige ting: Det kunne være en kurv med ting til den søde juletand eller en kurv med italienske specialiteter, hvis man synes, at julens skal spices lidt op med sydlandske lækkerier. Det smarte ved en gavekurv er, at man kan sammensætte den, så den passer til det specifikke budget, der er tilovers, når man har købt julesweatre til sine ansatte.
Gi' en oplevelse
Hvis man vil give en julegave, som bliver ved med at give, kan man give et årskort til et museum, teater, Tivoli eller andre oplevelsessteder. På den måde kan de ansatte få glæde af gaven hele året rundt og opleve ting, som giver overskud på hverdagskontoen – og dermed (forhåbentlig) også på arbejdskontoen.
Vi håber, at du har fået lidt inspiration til, hvordan du kan tackle julegaver til virksomhedens ansatte. Uanset hvad jeres virksomhed ender med at give i julegave, og hvad jeres budget er, så vil det garanteret sprede god julestemning på arbejdspladsen, og de ansatte kan gå julen glade i møde.
Se også
31 oktober 2022
Findes der noget bedre end at sidde i sin behagelige og varme sweatshirt og sine sweatpants, imens man ser en god julefilm og spiser h...